DIY

DIY: Nye sæbedispensere

IMG_1347

Vi trængte til at få nogle flotte sæbedispensere i køkkenet, en til håndsæbe og en til opvaskemidden. Jeg havde været en tur rundt i byen og ledt efter den rette dispenser, men de bliver hurtigt ret dyre. Desuden havde jeg et ønske om et minimalistisk look og gerne en gennemsigtig flaske. Det var umuligt at finde hvad jeg søgte, og min søster gav mig derefter ideen om finde en flot flaske i butikkerne. Jeg fandt en håndsæbe fra Levevis (købt i føtex), der havde den rette facon. Herefter skulle jeg blot fjerne etiketten.

Jeg vil her gennemgå en ret simpel DIY. For at fjerne etiketten skal du først lade flasken ligge i varmt vand, således at limen bag etiketten er lettere at opløse. Efter et par minutter kan du så småt begynde at arbejde etiketten af. Når etiketten er kommet af efterlader det flasken helt tilklistret i lim. Jeg brugte dertil neglelaksfjerner med acetone samt en vatrondel, og kunne hermed fjerne alle limrester. Det kræver at man vasker flasken flere gange og en hel del neglelak, så køb derfor en billig en til projektet.

Til sidst kan du påfylde den ønskede sæbe i de to dispensere. Vores håndsæbe er for tiden gennemsigtig mens vores opvaskemiddel er gult. Det ser rigtig fint ud i deres nye dispensere – Som kun har kostet mig lidt knofedt, en masse neglelak og prisen for selve håndsæben som jo hører med. Et simpelt og fint projekt at give sig i kast med.

 

Reklamer

Der er kommet billeder op

rammervægI går blev det dagen for at få en masse af de sidste detaljer på plads. Blandt andet fandt jeg hulens masse gamle billedrammer i en gammel flyttekasse, som jeg tænkte at jeg ville tage i brug. Min kæreste og jeg blev enige om at pynte væggen med nogle af vores billeder fra Australien. Vi har en masse gode minder fra denne tur, og vi ville derfor gerne have nogle af højdepunkterne op at hænge. Vi overvejer at fylde væggen med endnu flere billeder på et senere tidspunkt.

Rammerne
Jeg har valgt at bruge nogle rammer i forskellige størrelser, former og farver. Dog har jeg holdt mig til sort og guld. De fleste af disse rammer var hvide, træfarvet eller andet inden, men jeg har malet dem sort med akrylmaling og en pensel. Det er super nemt og simpelt at male sine  rammer selv, og på den måde sikrer man sig at rammerne har præcist den samme farve. Jeg kunne godt lide den struktur rammerne har fået efter penselstrøgene. Hvis man er mere til et helt jævnt lag uden strøg kan man jo bruge spraymaling i stedet.

For at male rammerne skal man først og fremmest vaske dem godt inden man begynder. Tag glasset ud og sørg for at have et underlag så du ikke får pletter på gulvet eller bordet. Herefter gælder det bare om at gå i gang. Jeg sørgede for at mine penselstrøg skulle gå den samme vej overalt, men det er jo op til dig selv hvordan den skal klares. Lad rammerne tørre og giv dem evt en omgang mere for at være sikker på at det dækker. Jeg lod mine rammer tørre i 24 timer inden jeg begyndte med at isætte billederne.

Billederne
Billederne er alle nogen jeg selv har taget. Jeg har haft alle billederne igennem lidt redigering i photoshop så de optræder bedst muligt. Jeg synes at det er vigtigt at lys og farver på billedet harmonerer. Vi valgte nogle billeder af nogle destinationer, som har betydet særligt meget for os. Kroombit Farmstay, The Blue Lake, The Olgas, Sydney Operahus, en vej i ødemarken, Manly Beach, Devils Marbles og Great Ocean Road. Alle nogle super fede destinationer og kun et lille udpluk af en rigtig fed tur.

Ophængning
Det der med at hænge billeder op hulter til bulter kan være ret kompliceret og en videnskab i sig selv. Jeg kan rigtig godt lide ting der flugter og at afstande passer nogenlunde sammen. Jeg tog udgangspunkt i det midterste billede og lagde dem op på gulvet ind til at jeg var tilfreds med hvordan de lå. Herefter fik jeg hjælp af min kære far til at hænge dem op. Det var et større regnearbejde med at finde de præcise placeringer af sømmene, men op kom de.

Lav dine egne tavler

diy_gammeltspejlmedtavlelak22 diy_gammeltspejlmedtavlelak32 diy_tavlefærdigJeg kan ikke huske præcist hvor jeg har set det, men på en eller flere boligblogs er jeg faldet over brugen af tavlelak i forskellige projekter. Jeg har blandt andet set tavlelak brugt som en opslagstavle i gamle ornamenterede rammer som førhen har indholdt f.eks. et spejl. Jeg synes at det var en super fed ide og en sjov tanke. Jeg gik derfor ud og investerede i noget lak. Det gamle spejl havde jeg i forvejen. Her er den fremgangsmåde jeg har brugt og som virkede for mig. Det er garanteret ikke den mest korrekte måde at gøre dette, men det virker fint og nemt således.

Du skal bruge:
Et gammelt spejl, en klud til afrens, malertape, saks, tavlelak, pensler og kridt

Jeg vil her give jer en masse af de erfaringer og gode råd jeg selv er stødt på i forbindelse med at lave sin egen opslagstavle. Først finder man  en ramme som du ønsker at benytte. Jeg har valgt at placere lakken ovenpå et spejl, men hvis du vælger at placere tavlen i en ramme uden indhold kan du blot bruge en træplade som du får skåret til formålet. Disse kan købes i diverse boligmarked forretninger. Sørg for at få dækket af der hvor du sidder. Selv om at man skulle være noget så dygtig til at male kan man nu aldrig forudsige hvornår der er en dråbe der vil ramme gulvet. Jeg fandt en brugt flyttekasse til formålet.

Start danæst altid med at afvaske rammen og især spejlglasset grundigt. Hvis du vil male et spejl ligesom jeg har valgt her kan det være en god ide at finde noget malertape frem til afdækning af rammen så man ikke får farve de forkerte steder. Du kan så vidt jeg ved både få tavlelak som spray og som en maling. Jeg valgte her at male den på. Brug nu penslen til at male spejlet. Sørg for at male i den samme retning og gerne i lange strøg. Sørg i øvrigt også for at komme helt ud i hjørnerne. Brug en god kvalitetespensel således at hårerne ikke fælder af ned i malingen. Undgå at give et alt for tykt lag, da malingen helt sikkert skal have en omgang mere.

Da malingen var helt tør – jeg gav den et par dage – skal man lige bruge et stykke kridt til at grunde malingen. Jeg er ikke sikker på hvorfor dette skridt er vigtigt, men det har gennemgående været en del af processen på de guides jeg har fulgt. Tag derfor et stykke kridt og mal med den brede flade side mod tavlen. Dette grunder tavlen og er et vigtigt trin inden du for alvor gør brug af kridt på normal vis.